Sådan undgår du kopivarer, når du køber julegaver online

22/11/2023

Budde Schou

Årets julegaveindkøb er lige om hjørnet, og et stigende antal købes online. Det øger risikoen for kopivarer under juletræet. Varerne er ofte produceret under slavelignende forhold, og de kan være sundhedsskadelige.

I den kommende tid begynder mange danskere indkøbet af årets julegaver, og en stor del handles online. Desværre oplever et stigende antal virksomheder at få kopieret deres varer op mod højtiden, og når julegaverne købes i udenlandske webshops, stiger risikoen for, at det er kopivarer.

– Vi mærker tydeligt, at tendensen med kopivarer stiger markant, når årets julegaveindkøb starter. Det gælder især i kategorierne modetøj, smykker, parfume og elektronik. Mange tænker ikke over ulemperne ved at købe kopivarer. Især skal man være opmærksom på, at de ting man får hjem, kan være sundhedsskadelige. Der kan eksempelvis være kemikalier i parfumer eller i lædervarer, som er imprægneret med giftige stoffer, siger vores varemærkechef Bjarke Pii Korremann.

Slavelignende forhold i Cambodia
Hos e-mærket ser man også alvorligt på tendensen og opfordrer danskerne til at tænke sig godt om.

– Mange tænker desværre ikke på de horrible forhold, kopivarerne bliver produceret under. Vi har også kendskab til, at de svindel-webshops, som sælger kopierne til danskerne, bliver drevet fra slavefabrikker i blandt andet Cambodia. Her er folk blevet kidnappet til tvangsarbejde, og det er altså eksempelvis det, man er med til at støtte, hvis man lægger kopivarer under juletræet, siger Martin Paludan, der er PR-manager hos e-mærket.

5 simple råd
e-mærket og Budde Schou har sammen udarbejdet fem områder, man skal være særligt opmærksom på, hvis man vil undgå kopivarer under juletræet.

Er prisen lige lovligt lav? Hvis prisen på en mærkevare er langt under den, som produktet forhandles til på andre webshops, bør du undersøge webshoppen nærmere.

Sammenhæng mellem webshoppen og produktet? Hvis en webshop, der slår sig op på billig elektronik, også lige forsøger at sælge dig et par Nike-sko til discountpris, skal du være opmærksom.

Er webshopnavnet også en kopi? Mange kopiprodukter bliver solgt på svindel-webshops, som forsøger at efterligne de rigtige brands. Så hvis webshoppens navn udover navnet på brandet, også indeholder mærkelige eller unødvendige tilføjelser, skal du være opmærksom.

Læs produktbeskrivelsen: Læs produktbeskrivelsen en ekstra gang. Hvis der er tale om kopivarer, vil de nemlig ofte være mangelfulde eller indeholde stavefejl.

Find ud af, hvem du handler med: På de svindel-webshops, som sælger kopivarer, vil der typisk ikke være særligt meget information. Så kig efter virksomhedsoplysninger såsom CVR i bunden af webshoppen og se, om de har en ”om-os-side”, hvor de på en troværdig måde fortæller, hvem de er.


Billedet er genereret ved hjælp af AI

 

Seneste nyt

DAN DRYER

DAN DRYER

DAN DRYER har siden sin grundlæggelse markeret sig ved at integrere sit viking-logo som en central del af virksomhedens...

læs mere
Vestergaard Company

Vestergaard Company

Vestergaard Company er en familieejet virksomhed med rødder i Danmark, som har opbygget en stærk position inden for...

læs mere