IP i øjenhøjde – Halloween, uhygge og fortidens kister

18/10/2022

Patenter kan bruges til mange ting. For ejeren kan det selvfølgelig være en investering i at beskytte en opfindelse og få udbytte af investeringen i at udvikle den opfindelse. Det kan også være en strategi for at vise, hvor meget man arbejder med et bestemt felt eller vise investorer, at det man arbejder på er nyt, og at andre ikke bare kan kopiere det. For os, der ikke selv ejer patenterne, kan de også bruges til at skaffe viden. Det kan være for at stille nysgerrigheden om, hvordan noget virker. Det kan også være for at få inspiration til at udvikle videre på noget eksisterende for eksempel ved at udnytte spidsfindige ideer fra andre felter end det, man selv er i. Derudover kan patenter også give et interessant historisk perspektiv. De kan sige noget om, hvad der har været værd at udvikle på, for patentere reflekterer nemlig befolkningens hverdagsproblemer, interesser, behov… og frygt.

I anledning af Halloween har vi gravet lidt efter nogle af de mere uhyggelige opfindelser derude. Det afsløret, hvordan folk i slutningen af 1800-tallet var rædselsslagne for at blive begravet levende – og hvad man forsøgte at gøre ved det.

Hvor mange, der faktisk blev begravet levende i den periode er svært at sige. Men lægevidenskaben var ung, og der var ikke nogen sikker måde at vurdere om en person faktisk var død – især fordi nogle af de behandlingsmetoder, man på den tid brugte på de meget syge, kunne lede til at folk endt i koma, paralyserede dem eller på anden måde fik dem til i en periode at fremstå som døde. Hvis man så lagde dem i jorden med det samme, kunne de vågne op lukket inde i en mørk kiste. En måde de færreste personer har lyst til at spendere deres sidste tid. Men tegn på flækkede negle og ridsede indersider af kister har vist, at det skete for nogle.

Det teknologiske bud på en løsning var de såkaldte sikkerhedskister. Disse kister havde forskellige foranstaltninger, der tillod den begravede at kommunikere med omverdenen, skulle de vågne op efter begravelsen.
En løsning, der blev opfundet i 1868 af F. Vester var kisteklokken. Det var en kiste, der havde et tårn placeret over den (måske) afdødes hoved. På ydersiden af det tårn, var der monteret en klokke. Den (måske) afdøde blev begravet med klokkesnoren i hånden, så hvis han skulle vågne, kunne han trække i den og give besked om, at han skulle graves op igen. Men det ledte til en ny frygt, for hvad nu hvis man ringede med klokken og ingen hørte det?

Derfor kom W. H. White i 1891 med en mere højteknologisk løsning, hvor klokken blev skiftet ud med et elektrisk system. Det formodede kadaver (som det kaldes i ansøgningen) kan så aktivere en alarm, der er placeret centralt på et opsynskontor og er forbundet til alle kister. Det løser, at der nok skal være nogen, der opdager alarmen, men hvad så hvis man når at dø nede i kisten, inden de får gravet en op igen fordi de ikke finder den rigtige kiste der sendte alarmen?

I 1903 suppleredes E.S. Crosby og E. R. Henry derfor med endnu en opfindelse i form af et alarmsystem, der også har et indbygget kammer, der frigør ilt til personen i kisten. Så når en person i kisten aktiverer systemet sender det både en lyd af sted, sørger for at personen kan trække vejret dernede og forblive i live indtil, han kan blive hentet ud igen, og derudover er der også en visuel indikator i form af en tap der rejses, så dem der skal hente personen ud igen, kan finde den rigtige grav, hvis nu der er flere der kan sende lydsignal til den samme central.

Patenter kan altså både give indblik i, hvor teknologien bevæger sig henad og hvad man kan se frem til – og de kan også vise noget om, hvilke dele af fortiden, der ikke er nogen grund til at være nostalgisk omkring.

Seneste nyt

Cambi

Cambi

Cambi er en verdensledende leverandør af teknologi og løsninger til mellemstore og store biogasanlæg. I mere end tre årtier...

læs mere